STORT "TAK" til jer bilister

...som hjalp os søndag formiddag mellem motorvej E45 afkørsel 51 og Stilling.

Søndag formiddag havde vi et grimt styrt på vejen mellem motorvej E45 afkørsel 51 og Stilling, hvor én af vores ryttere Helle, blev slået bevidstløs i mødet med asfalten. Vi vil derfor gerne benytte lejligheden til at sige et STORT og velmenende "TAK" til alle jer bilister, som øjeblikkeligt stoppede og blandt andet assisterede med tæpper, så vi havde noget at støtte Helle med, indtil ambulancen kom.

 

Vi er godt klar over, at nogle bilister indimellem føler sig meget generet af alle os cykelmotionister, men vi er i Team Odder meget fokuseret på at vise hensyn og følge færdselsreglerne, så vi ikke generer nogen. Derfor betyder det enormt meget, når vi en sjælden gang har brug for hjælp, at I er så mange velvillige bilister, som stopper og tilbyder jeres hjælp – og det kan vi ikke takke nok for!

 

Vi kunne i løbet af eftermiddagen med glæde konstatere – selv om det naturligvis er slemt nok – at Helle slap med alvorlige knubs. Hun blev syet i hagen, læben og øjenbrynet, og en skanning af nakke og hoved viste, at der heldigvis ikke var indre skader. Vi håber naturligvis, at vi snart ser hende i vores midte igen.

 

Uheldet skyldtes de hvide markerings pæle i rabatten mellem cykelsti og vejbane på strækningen mellem motorvejen og lyskrydset ved Stilling. Der er ingen rabat mellem kørebane og cykelsti, og de hvide markeringspæle er placeret direkte i asfalten ca 35-40 cm inde på cykelstien. Det betyder, at een af vores ryttere uheldigvis "fanger" markeringspælen med venstre side af styret, så forhjulet øjeblikkeligt står på tværs, og han flyver over cyklen, og han tager desværre 4 andre af de bagvedkørende kammerater med i styrtet.

 

Da vi trænede "det runde tråd", kørte vi dagens træningstur uden gearskifte, hvorfor vi heldigvis kørte max 25 km/t, da ulykken skete.

 

Politiet har desuden været meget hurtig til at handle og meddelte allerede søndag eftermiddag, at de har anmodet Skanderborg kommune om at ændre på forholdene på stedet, da politiet også vurderede forholdene som alt for farlig for os cyklister. Men indtil Skanderbog Kommune tager affære, kan vi kun opfordre alle cyklister om at være ekstra opmærksomme på at undgå disse reflekspæle.

 

Læren af dette må være, at vi simpelthen ikke kan passe for meget på hinanden, når vi cykler ude i trafikken, og selvom vi er gode til at signalere om kommende forhindringer på vejen, skal vi altid være meget fokuseret, opmærksomme og agtpågivende.

Sponsorer

KvicklyOdder

brolaeggeren logo

megavin gul 300x100

bruhn grafisk