Vi flytter 6 kilometer

Team Odder flytter i påsken 2016 fra Randlev til Saksild.

klubhus 2016Inden sæsonstarten 2015 mistede vi i Team Odder vores klubhus i Randlev, da Odder Kommune skulle benytte huset til husning af flygtninge.

 

Siden da har det naturligvis været et stort ønske fra klubbens medlemmer at finde et nyt klubhus. Derfor har styregruppen afsøgt mange forskellige muligheder, der alle er "strandet" på, at det enten var forbundet med en betragtelig kontingentforhøjelse til husleje og drift, for mange forbehold i forhold til klubbens anvendelse af lokalerne eller uhensigtsmæssig beliggenhed.

 

MEN - efter en hel del søgen i alle afkroge af Odder Kommune, er det nu lykkedes at finde en rigtig god løsning på udfordringen med klubhus/klublokaler.

 

Team Odder har nemlig fået mulighed for at anvende SIF´s (Saksild Idrætsforening) klubhus ved Saksild Skole, hvilket vi håber og tror vil blive til glæde for de mange klubmedlemmer, som nu i mere end et år har efterlyst et klubhus.

 

Det vil dermed sige, at fra påskelørdag den 26.3.2016 kl. 9.00 flytter vi i Team Odder vores startsted de 6 kilometer (over Bjergager og Maderisvej) fra Randlev Skole til Saksild Skole. Indtil kl. 9.00 vil der være mulighed for besigtigelse af vores nye klubhus og efter den fælles cykeltræning, vil der være mulighed for at nyde en sodavand - eller øl - i klubhuset.

 

Herefter vil Team Odder fællestræninger være med start fra Saksild Skole - og vores nye klubhus.

Sponsorer

bruhn grafisk

brolaeggeren logo

megavin gul 300x100

KvicklyOdder